09. maj 2019
Museum Lolland-Falster

Besøg Museum Lolland-Falster på årets Døllefjelde-Musse Marked på stand 715, og følg fodsporene ind i stenalderen. Fotograf: Jacob Nyborg Andreassen

Følg fodsporene ind i stenalderen

Museum Lolland-Falster har i år en stand på Døllefjelde-Musse Marked, og i samarbejde med Femern A/S tager vi på en tur ind i fortiden. Besøg museets stand nr. 715, og følg fodsporene ind i stenalderen. Rejsen rundt i stenalderen kan være fyldt med farer, så begynd hellere rejsen med at finde dit beskytterdyr og lave din egen magiske amulet, der kan beskytte dig.

 

På rejsen kan du også medbringe familien og tage en stenalder-selfie, besøge en ægte flinthugger, der laver de sejeste redskaber af flint, og høre mere om de fede fund fra stenalderen. Bl.a. den ældste gedehjerne fundet i Danmark, en lerskive med tandmærker fra en ung stenalderkvinde (hvorfor mon hun tyggede i den?) og en skæftet økse. Hvilken et fund synes du, er det sejeste fra stenalderen?

 

Døden var altid tæt på i stenalderen, og man begravede sine døde i store stengrave. Hjælp os med at få bygget en jættestue, og prøv selv kræfter med hejseværket og de tunge sten. Er du lige så sej som stenaldermenneskene?

 

Medbring også gerne dine egne flintfund og hør, hvad vores arkæologer siger om dem.

 

"Vi glæder os til at invitere børn og voksne på tur i stenalderen. Men husk de magiske amuletter, der skulle jo nødig ske jer noget på den farefulde rejse,” fortæller Alexandra Damgaard, museumsinspektør ved Museum Lolland-Falster, med et glimt i øjet. "Det er altid en fornøjelse at komme ud i lokalområdet og møde befolkningen under andre omstændigheder, end vi gør på museet til hverdag," afslutter Alexandra Damgaard.

 

For nærmere information kontakt museumsinspektør Alexandra Damgaard på 25 59 34 53 eller ada@museumlollandfalster.dk

 

Hvor: Døllefjelde-Musse Marked, stand nr. 715
Hvornår: Store Bededagsferien d. 17., 18. og 19. maj 2019, alle dage fra kl. 10
Pris: gratis