DanishEnglishGerman

De forpinte sjæles by

Museum Obscurum tilbyder gratis sjælejagt i Nykøbing F. i uge 42 og 43

De mørke efterårsaftner er ikke for alle. Her kan gemme sig mystiske væsner, uhyggelige skabninger og fortabte sjæle, der bare venter på, at du bliver alene. I slutningen af 1800-tallen blev det netop fortalt, at Nykøbing F. vrimlede med spøgelser – mennesker og dyr, som alle hærgede byens gader og huse.

Som den mand han nu engang var, besluttede Cornelius S. C Rödder at sætte en stopper for dette kaos. Han søgte derfor længe i Nykøbings mørke gader efter byens spøgelser, genfærd og gengangere. Og efter lang tids søgen lykkedes hans mission, og han fik manet sjælene i jorden eller fast i en bygning. Desværre kan vi se, at denne fastmaning af de onde ånder nu er begyndt at revne, og at ånderne er begyndt at bryde fri én efter én og vende tilbage til vores verden. Dette skal vi have stoppet hurtigst muligt, for hvilke grusomheder kan sådan en flok vrede og forpinte sjæle ikke udrette? Men vi får brug for hjælp. Både til at mane gengangerne fast igen og til at vurdere, hvilke historier er sande, og hvilke er knap så sande!

Derfor inviterer Museum Obscurum alle børn og andre nysgerrige til at hjælpe i kampen mod de forpinte sjæle, så vi igen kan bevæge os frit rundt i byen. Besøg Museum Obscurum, hvor du får udleveret en guide til sjælejagten, og så er det bare med at komme i gang.

Det er gratis at deltage i sjælejagten, og afleverer man sin besvarelse, er man med i konkurrencen om en spændende præmie.

Besøger du Museum Obscurum i uge 42 og 43, kommer både børn og voksne gratis ind, hvis de er udklædte. Så støv superheltekostumet af, lap hullet i heksehatten, og kom ned og besøg Museum Obscurum.

Sjælejagten foregår i forbindelse med, at hele byen fejrer Halloween.

Hvornår: uge 42 og 43 i Museum Obscurums åbningstid
Hvor: Færgestræde 1A, 4800 Nykøbing
Pris: Det er gratis at deltage i sjælejagten, og der er gratis entré, hvis man er klædt ud

Sidst ændret:
Del nyhed:
Share on facebook
Share on twitter
Share on linkedin

Søgning

Note: Danish only