Temaforedrag

Migration og vellevned i 10.000 år. Udvikling og afvikling på Lolland-Falster

 

Sydhavsøerne har igennem århundrederne været et grænseland. Øerne har ligget i Østersøen som en forpost for det danske rige. Tilflyttere og nye ideer, krig, fiskeri og handelskontakter tværs over Østersøen er blot nogle af ingredienserne i områdets udvikling fra den gang det danske rige blev til.

 

Foredraget bevæger sig gennem 10.000 års lolland-falstersk historie. Undervejs gøres der ophold ved oldtiden med de første mennesker på øerne og de naturgivne resurser på øerne. Videre går det gennem vikingetid og middelalder, hvorfra de første skriftlige beskrivelser af øerne og deres befolkning stammer, og hvor kimen til den infrastruktur, vi har i dag, dannedes.

 

Vi fortsætter gennem 1700-tallet med landboreformer, krongodssalg og oprindelsen af det herregårdskulturlandskab, der også er indbegrebet af øerne i dag uden for de gamle købstæder. Endelig fører rejsen gennem 1800-tallet med guldalder, industrialisering, de store inddæmningsprojekter og grundlaget for det bybillede, vi har i dag, samt 1900-tallet med verdenskrige, kold krig, velfærdssamfund, fritidssamfund og globalisering, der fører frem til i dag.

 

Anna-Elisabeth Jensen

Foredragsholder: leder af kulturhistorisk afdeling Anna-Elisabeth Jensen

 

Nysted - Købstad i 600 år

Østlollands port til Europa. Administrativt hovedsæde i mere end 700 år.

 

Foredraget behandler det tidlige Nysted, hvor borgerne den 7. januar 1409 fik frihedsbrev, og Nysted derefter blev en selvstændig købstad. I tiden før frihedsbrevet var borgerne underlagt Ålholm, som siden slutningen af 1200-tallet var en stenbygget borg og hjemsted for den kongelige lensmand. I 1200-tallet, nærmere bestemt i 1286, blev også gråbrødreklostret anlagt i den sydlige ende af byen (Kirkestien hed tidligere Klosterstræde).

 

Videre belyser foredraget den nye købstad - Nysted - som lå placeret perfekt for Østersøfiskeri og handlen med de nordtyske hansestæder. Lige ovre på den anden side af Østersøen blev søsterbyen Neustadt anlagt til aflastning for Altenkrempe i det nordlige opland for hansestaden Lübeck.

 

Men Nysted blev dog aldrig så stor, som beliggenheden gjorde den fortjent til. Den blev ramt af mange brande, Rødsand spærrede for besejling af havnen, og Nykøbing blev med sit enkedronningeslot den dominerende by i området. Ikke desto mindre havde Nysted en stor korneksport i 1700-tallet, og i 1801 var der 690 indbyggere i byen. Der blev anlagt en bedre havn i 1800-tallet, og indbyggertallet steg fra omkring 1100 indbyggere i 1850 til godt 1400 indbyggere i 1901. I 1910-11 blev Stubbekøbing-Nykøbing-Nysted banen anlagt, og i 50 år var der jernbaneforbindelse med omverdenen. Omkring 1930 var der mere end 1700 indbyggere i byen, men der kom aldrig for alvor industri dertil, og i 1950 var indbyggertallet faldet til 1503 indbyggere. Ved årtusindeskiftet var der omkring 1400 indbyggere i Nysted. Også denne nyere del af Nysteds historie vil blive foldet ud i foredraget.


Anna-Elisabeth Jensen

Foredragsholder: leder af kulturhistorisk afdeling Anna-Elisabeth Jensen

 

Gedser - "Brohoved til Europa i 1000 år"

 

Foredraget beskæftiger sig med Sydfalsters og særligt Gedsers historie gemme 1000 år.

 

Sydfalster har i 1000 år været rigets sydlige forpost i Østersøen. Gedesø er den eneste lokalitet på Falster, der omtales i de islandske sagaer. I 1200-tallet var fiskeri og hesteopdræt af et sådant omfang på egnen, at det blev fremhævet i de kongelige skattelister. I Gedsers omegn kan sporene efter udviklingen af det moderne landbrug følges fra 1700-tallets landboreformer over 1800-tallets tørlægning, dræning og tilplantning. 1900-tallet satte sig spor i nord-sydgående transport- og forsyningskorridorer, der følger istidslandskabet på den langstrakte halvø med veje, jernbane og forsyningsledninger til landets sydligste færgehavn, Gedser.

 

Alt dette og meget mere kan man høre om i foredraget.

 

Anna-Elisabeth Jensen

Foredragsholder: leder af kulturhistorisk afdeling Anna-Elisabeth Jensen

 

Blandt rigmænd og bønder - 5000 år under Nykøbing Falster Omfartsvej

 

Landskabet ved Nykøbing Falster Omfartsvej

Landskabet ved Nykøbing Falster Omfartsvej

 

Med åbningen af omfartsvejen kan man med 80 km/t tilbagelægge de næsten 6 km fra Gedser Landevej til Skovalléen på blot 5 minutter. I et historisk perspektiv er der tale om en tidsrejse på mere end 5000 år og 200 generationer, der alle har sat deres mærker i landskabet og formet det efter deres behov - ligesom vi i dag præger landskabet, så det opfylder nutidens behov. 

 

Ved foredraget præsenteres nogle af resultaterne fra de arkæologiske udgravninger ved omfartsvejen omkring Nykøbing Falster, og der gives et indblik i Falsters fjerne fortid fra stenalder til middelalder. Det er et bredt perspektiv - både tidsmæssigt og tematisk - og vi kommer langt omkring.  For selvom resultaterne er lokalt forankrede, er de også del af en langt større kulturhistorisk fortælling, som vidner om en dynamisk og levende fortid i det landområde, der i dag kaldes Danmark.


Marie Brinch

Foredragsholder: museumsinspektør Marie Brinch

 

Danefæ fra Lolland-Falster

 

Danefæ

Danefæ

 

Mængden af gode fund, som i disse år bliver fundet på Lolland og Falster i forbindelse med udgravninger og brug af metaldetektor, vil tilsyneladende ingen ende tage. Detektorfund fra jernalder, vikingetid og middelalder sætter for alvor Sydhavsøerne på det arkæologiske danmarkskort, og fund fra de arkæologiske udgravninger bidrager med vigtig ny viden om fortidens mennesker.

 

I dette foredrag præsenteres en gennemgang af disse nye spændende sager fra Lolland og Falster. Heriblandt møntskatte fra romersk jernalder, en torshammer med runer, en sølvskat fra 1600-tallet og mange andre spektakulære fund.

 

Anders Rasmussen

Foredragsholder: museumsinspektør Anders Rasmussen

 

 

Fem fantastiske fortællinger

 

Historierne tager udgangspunkt i museets daglige arbejde med de forskellige tiders hverdagslevn. De fem miniforedrag vil spænde vidt i tid og rum (dog ikke meget ud over Lolland og Falster) og omhandle så forskellige emner som romere, sørøvere, skarprettere, belejringer af borge, mystiske steder, en rig adoptivpige i 1600-årenes Nakskov og flere andre fortællinger.

 

Fortællingerne, der vil blive beskrevet levende, er bygget op omkring historiske fakta, ny forskning samt foredragsholderens egne idéer om og tolkninger af temaerne. De fem fantastiske historier udvælges af foredragsholderen, efter hvad arrangørens interesse er. Der er i alt omkring 10 forskellige historier at vælge mellem.  


Leif Plith Lauritsen

Foredragsholder: leder af driftsafdelingen Leif Plith Lauritsen

 

Mestermanden - bødlens historie gennem 1000 år

 

Uhyggeligt foredrag om bødlens historie fra omkring 400 e. Kr. og frem til oplysningstiden. Det til tider lidt makabre foredrag er også fyldt med pudsige og underholdende beretninger om tro og overtro i forhold til bødlen. Foredraget vil selvfølgelig også indeholde eksempler på retssager og deres udgang, heriblandt Danmarks sidste heksesag og den sidste offentlige henrettelse, der foregik på Sølvbjerghøj på Lolland.


Leif Plith Lauritsen

Foredragsholder: leder af driftsafdelingen Leif Plith Lauritsen

 

En ABC over de små forskelle - iagttagelser i en dansk-tysk hverdag

 

Tyske Lederhosen og danske vikingehjelme

Tyske Lederhosen og danske vikingehjelme

 

Selvom om Danmark og Tyskland er tætte naboer, og der tales om fælles, grænseoverskridende, dansk-tyske regioner, findes der en række kulturelle forskelle mellem de to lande. Ikke mindst i hverdagen og i arbejdslivet er begge lande præget af disse forskelle.

 

Foredraget beskriver disse forskellige hverdagsfænomener på levende vis. Foredragsholderen lever i en dansk-tysk familie og trækker på erfaringer fra at bo og arbejde i begge lande. Listen af "små forskelle" er naturligvis ikke fuldstændig, ej heller er foredraget fuldt ud videnskabeligt eller alle steder "politisk korrekt", men det er holdt med et glimt i øjet og belyser på en forhåbentlig underholdende måde nogle af de små forskelle i hverdagslivet i de to nabolande.


Dirk Keil

Foredragsholder: projektleder, NORDMUS, Dirk Keil

 

Om Museum Lolland-Falsters arbejde

 

Hvad laver de på museet? Hvordan ser fremtidens museum ud på Lolland-Falster? Hør museumsdirektør Ulla Schaltz fortælle om museumsloven og museets mange og spændende opgaver. Hun fortæller om museets fremtidsplaner og det arbejde, museets mange og engagerede medarbejdere gør for at udvikle museets tilbud. Der er også mulighed for diskussion om, hvad der er jeres bud på fremtidens museum.

 

Ulla Schaltz

Foredragsholder: museumsdirektør Ulla Schaltz

 

Kirkegårde og gravminder

 

Der findes ca. 100 kirkegårde på Lolland-Falster. Museets medarbejdere har været forbi dem alle sammen og ved, hvad de indeholder af gode historier.

 

Foredraget fortæller om kirkegårde som kilde til vores historie samt kirkegårdenes og gravmindernes udvikling. Foredraget kan også foregå som en kirkegårdsvandring, hvis det ønskes.

 

Ulla Schaltz

Foredragsholder: museumsdirektør Ulla Schaltz

 

Skovenes historie

 

Omkring år 1800 var Danmark ved at blive et skovløst område, og hvis der ikke var blevet grebet ind, ville det i dag have været et ganske andet land.

 

I foredraget fortælles om skovenes historie fra istidens landskab til nutidens rekreative skovdrift.

 

Det hele i en æggeskal

 

Ægget er et centralt symbol i mange kulturer verden over. I dette foredrag ser vi nærmere på ægget, som det findes i naturen, religioner, sprog, kunst og kulturhistorie.

 

Det magiske forår

 

Foråret er fyldt med magi, og gennem tiden har mennesker forstået enten at udnytte de magiske kræfter til lykke og fremgang eller at forsvare sig mod det onde, der også florerer i forårstiden. Foredraget præsenterer kulturhistorien bag forårets magiske kræfter.

 

Når svalerne flyver lavt

 

Før vejrudsigterne blev fast indslag i medierne, var det gamle og afprøvede vejrvarsler, der gav bonden vejrudsigten. Foredraget undersøger disse vejrvarsler og finder de videnskabelige årsager, der ligger bag varslerne.

 

Magtfulde mennesker på Lolland-Falster

 

I foredraget præsenteres  kongelige og borgerlige, innovatorer og reformatorer, alle personer, der har sat deres spor på udviklingen på Lolland-Falster gennem tiden.

 

Budbringere og hverdagsengle

 

Engle hører ikke kun julen til, de færdes i verden året rundt. Dette foredrag fortæller om englenes kulturhistorie og den betydning, mennesker har tillagt dem gennem tiden.

 

Jul i slot og vrå

 

Den jul, vi kender,  kom til verden i løbet af 1800-tallet. Den har dybe rødder i både kristendom og hedenskab og elementer fra både Tyskland og Sverige. I foredraget fortælles om den moderne juls skabelse og om, hvordan både herskab og almue har sat sit præg på julen.

 

Krenkerup - lensmandens bolig

 

Foredraget fortæller historien om herregården Krenkerup og dens ejere gennem tiden og ikke mindst historien om Krenkerup som bolig for lensmanden for Nykøbing og Ålholm i renæssancen.

 

Fra sandrevle til turistområde

 

Foredraget fortæller Marielysts historie, fra da området blot var sandrevler og vand til i dag, hvor tusinder af turister tilbringer deres ferie her. I foredraget vil også nogle af de personer, der har haft stor betydning for områdets udvikling blive præsenteret.

 

 

Omvisninger
Ture
Booking