særudstilling

hun døde i sin elskedes arme

Den 25. juli 1822 kom døden til PEDERSTRUP. Den dag udåndede Frederikke Reventlow i sin elskede mands arme. Et langt liv med stor kærlighed og et lykkeligt familieliv med børn og børnebørn var slut. Men det var også et liv med sorg over de tre børn, der døde som små. Et liv hvor død og sorg var konstant nærværende.

Inden grevinden blev gravlagt på Horslunde Kirkegård, lå hun lig på herregården, så familien kunne vise hende den sidste ære og tage afsked.

Oplev PEDERSTRUP klædt i empirens udstyr til sorg for en grevinde. Se familien Reventlows kistestykke, de mange meter draperet fløjl og de kunstfærdige blomster af silkepapir, som smykkede liglejet.

Følg med, når grevens og grevindens tanker om sorg og savn foldes ud i deres breve, og gå på opdagelse i fortællingen om døden i begyndelsen af 1800-tallet.

På DE GAMLE HUSE i Maribo  kan du opleve fortællingen om en begravelse i landsbyen.