Hos REVENT­LOW

På besøg hos familien

Når du går ind ad døren i den elegante hovedbygning på Pederstrup, er det som at komme på besøg hos grevefamilien Reventlow for 200 år siden.

Hos C.D.F. Reventlow, hans hustru Frederikke og deres 12 børn fortælles historien om et afslappet hverdagsliv på landet, et moderne børnesyn, og om kærlighed og venskab. Mød kokkepigen, stuepigen eller greven selv i historisk dragt, og hør om grevens visioner, der førte til reformer af landbrug, skove og skoler – og lagde grunden til det moderne Danmark.
Et besøg vækker sanserne: Mærk duften af chokolade, når du træder ind i fødselsdagsfesten for barnebarnet Eduard. Mød familien på portrætter skabt af berømte kunstnere som Juel og Thorvaldsen. Gå på opdagelse i grevens skuffe med elefantorden og lommeur, og løft låget på den musselmalede terrin og se, hvad den gemmer.

På museet har vi genskabt rummene i greveparrets hjem ud fra gamle beskrivelser og med møbler, porcelæn og personlige ejendele, som i høj grad stammer fra Reventlow-familien.

Familiebillede Reventlow

Søgning

Note: Danish only