Pressemeddelelse 29. oktober 2019

Signe Fog Mogensen forrest og Marie Brinch bagerst i færd med at udgrave husgulv på torvet i Nykøbing Falster. Bageovnens ovale bund ses i forgrunden, og lidt bagved ses fundament til pille. Foto: Museum Lolland-Falster.

Arkæologer udgraver bageovn på torvet i Nykøbing Falster

Rester af en bageovn fra 1500-tallet er dukket op under arkæologernes slutspurt på torvet i Nykøbing Falster

Arkæologer fra Museum Lolland-Falster knokler for at blive færdige med deres udgravninger på torvet i Nykøbing Falster. På falderebet har de fundet rester af en bageovn, som stod i et hus, der lå over for Czarens Hus, nær Bjørnebrønden.

Bunden af ovnen tegner sig meget tydeligt som en oval i husets gulv, forklarer arkæolog Signe Fog Mogensen, som leder udgravningen.

- Ovnen har haft en bund bygget af teglsten, og vi kan se, at det er blevet repareret en gang i løbet af husets levetid, siger Signe Fog Mogensen.

Hun tilføjer, at ovnen har stået inde i huset, som har haft gulv af teglfliser og toppede natursten. Nær ovnen stod en pille bygget af teglsten, som bar huset, og hvis nederste skifter stadig er bevaret.

På gulvet tæt ved ovnen har Signe Fog Mogensen og hendes kollega Marie Brinch fundet store mængder knust glas og skår fra store glasflasker.

- Noget tyder på, at folk sad og lunede sig op ad ovnen og fik en tår over tørsten, siger Signe Fog Mogensen.

Hun fortæller videre, at huset var et bindingsværkshus. Det blev opført en gang i 1500-tallet og stod helt frem til begyndelsen af 1700-tallet, og hun vil ikke afvise, at folk har stået i husets vinduer og set Zar Peter den Store ankomme til sit logi i Czarens Hus, da han var i Nykøbing under sit besøg i Danmark i 1716.

Arkæologerne graver på torvet til og med torsdag 31. oktober.

For yderligere information og interview kontakt:

Signe Fog Mogensen, arkæolog og udgravningsleder, Museum Lolland-Falster. Tlf.: 52 51 30 74. E-mail: sfm@museumlollandfalster.dk

Henrik Schilling, kommunikationskonsulent, Museum Lolland-Falster. Tlf.: 30 61 20 64. E-mail: hes@museumlollandfalster.dk

 

--*--*--*--*--*--*--*--*--*--*--

Pressebilleder:

Bageovn under udgravning

Udgravning af bageovn på torvet i Nykøbing F.

Signe Fog Mogensen forrest og Marie Brinch bagerst i færd med at udgrave husgulv på torvet i Nykøbing Falster. Bageovnens ovale bund ses i forgrunden, og lidt bagved ses fundament til pille. Foto: Museum Lolland-Falster.  

 

 

 

Museum Lolland-Falster
Frisegade 40, 4800 Nykøbing Falster

Tlf.: 54 84 44 00
Mail: post@museumlollandfalster.dk

Telefontid:
Tirsdag - torsdag: 10-14
Fredag: 10-13

Afmeld