Pressemeddelelse 18. juni 2020

Guldborgsunds naturvejleder, Det sorte Geomuseum, Fuglsang Kunstmuseum og Museum Lolland-Falster afholder den årlige junitur til Skejtens fantastiske natur– og kulturlandskab.

Kom med en tur til Skejten

Når natur, kultur og kunst mødes - mandag d. 29. juni kl. 19

I år er det hele lidt anderledes. Af hensyn til forbud mod forsamlinger over 50 personer er vi i år nødt til at begrænse deltagerantallet til 45. Vi beder derfor deltagerne om at booke og købe billetter på forhånd på internettet via Billetexpressen.dk Det koster 60 kr. for voksne, mens det er gratis for børn. Vi beder om, at der bookes både betalingsbilletter for voksne og gratisbilletter for børn, så vi ikke overskrider forsamlingsforbuddet på over 50 personer inkl. guider.

Guiderne på turen til Skejten er denne gang kunsthistoriker Susanne Bangert fra Fuglsang Kunstmuseum, naturvejleder Johnny Madsen fra Guldborgsund Kommune, geolog Elly Andersen fra Det sorte Geomuseum i Gedser og arkæolog Anna-Elisabeth Jensen fra Museum Lolland-Falster. Igen i år er det fantastiske natur- og kulturlandskab ved Skejten omdrejningspunktet den sidste mandag aften i juni. Kom med på en anderledes tur ud i landskabet, når de forskellige fagnørder fortæller om landskabet ved Skejten ud fra hver deres kompetencer.

Skejten på Sydøstlolland bliver ofte nævnt som et ægte istidslandskab, uopdyrket i generationer. Men er det kun naturen, der har været på spil, eller har vore forfædre alligevel haft en vis indflydelse?

De store linjer i landskabet på det sydøstlige Lolland er dannet under den sidste istid, hvor store gletsjere gled hen over området. Den sidste af de mange gletsjere modellerede landet til en hel række af langstrakte, lave bakker og dale. Vejen mellem Nysted og Nykøbing, passerer tværs over en hel serie af disse små bakker og dale, der tegner sig svagt i landskabet. Tydeligst er nok dalen med Flintinge Å. Da de store ismasser smeltede væk fra området, efterlod de landet tørt, men den smeltende is fik vandet til at stige op til det nuværende niveau. Vandet har oversvømmet de lavest liggende dele af dalene, mens bakkerne danner den blidt bugtende kystlinje med mange små næs og halvøer, heriblandt Skejten, som vi kender den i dag.

Yderst på Skejten ligger et af landsdelens smukkeste landskaber med lave strandenge ud til Guldborgsund og højereliggende partier med gamle, fritvoksende egetræer. Det karakteristiske landskab genfindes en række steder i det 20. århundredes danske kunst; bl.a.  Olaf Rude benyttede motivet til sin store todelte udsmykning i Folketingssalen. På strandengene ligger store blokke strøet ud. Blokkene kom til landet med gletsjerne, der efterlod dem her for over 10.000 år siden. Ser man nærmere på de store sten, kan de afsløre, hvilke ruter de store gletsjere tilbagelagde, før de nåede området. De store sten ses også liggende i stort tal i de lavvandede områder, men på markerne mangler stenene. Her er de samlet sammen og anbragt i de diger, der nu omkranser markerne.

Yderst på Skejten findes også en af landets mindste kystklinter, som afslører, hvordan jorden ser ud nede under muldlaget. Klinten er kun omkring en halv meter, og alligevel rummer den fortællinger om landet for mange millioner år siden. I den lille klint ses nemlig den over 60 millioner år gamle skrivekridt, som vi blandt andet kender fra Møns Klint. I skrivekridtet findes store mængder flint, som har haft stor betydning for området i stenalderen. Der er i området gjort en lang række opsamlinger af flintøkser og andet bearbejdet flint fra tilhørende stenalderbopladser, og Flintinge landsby på Østlolland har jo ligefrem sit navn efter de enorme mængder flint, der findes i kalken. Egnen har derfor i stenalderen været et særdeles vigtigt råstofområde.  Malerne Oluf Hartmann og Olaf Rude og komponisterne Edvard Grieg og Carl Nielsen samledes på og omkring Fuglsang i familien Neergaards tid, og i dag ligger Fuglsang Kunstmuseum med udsigt til Skejten.

Hvornår: mandag den 29. juni 2020 klokken 19-21
Hvor: ved indgangen til Fuglsang Kunstmuseum, Nystedvej 71, 4891 Toreby Lolland

Pris: 60 kr. børn under 12 år gratis. Billetter købes på forhånd via Billetexpressen.dk https://museumlollandfalster.billetexpressen.dk/event/sheet/kom-med-en-tur-til-skejten-0BA6C711E2AA4F1DB3DF906278A70C9B

Praktisk info: Turen går fra Fuglsang Kunstmuseum til Skejten – hjemtur på egen hånd. Påklædning efter vejret (inkl. myggespray) og fodtøj, der egner sig til den våde strandeng.

Kontaktpersoner:

Naturvejleder i Guldborgsund: Johnny Madsen 2518 0920 joma@guldborgsund.dk

Museum Lolland-Falster: Anna-Elisabeth Jensen 5484 4400 aej@museumlollandfalster.dk

--*--*--*--*--*--*--*--*--*--*--

Pressebilleder:

Landskabet på Skejten

 

Landskabet på Skejten

Fotos: Museum Lolland-Falster

 

 

Museum Lolland-Falster
Frisegade 40, 4800 Nykøbing Falster

Tlf.: 54 84 44 00
Mail: post@museumlollandfalster.dk

Telefontid:
Tirsdag - torsdag: 10-14
Fredag: 10-13

Afmeld