Pressemeddelelse 23. december 2020

Trygge Slot med den bastante nordvold i forgrunden. Virket Sø til venstre i billedet udgjorde en naturlig voldgrav mod øst. Midt i billedet, som en grøn stribe, ses midtervolden.

Foto Museum Lolland-Falster

Trygge Slot er på top 10 liste over årets arkæologiske fund

For tredje år i træk er Museum Lolland-Falster med på listen over årets 10 største arkæologiske fund. I år er det udgravningerne på Trygge Slot, som er med på listen.

Museum Lolland-Falster har gjort det igen. For tredje år i træk og for femte gang siden 2013 er en af museets udgravninger kommet på Slots- og Kulturstyrelsens årlige hitliste over landets vildeste arkæologiske fund og udgravninger.

I år der det sommerens udgravninger på Trygge Slot ved Virket, som er strøget ind på top 10.

- Jeg er utrolig glad og stolt over hæderen, der er overgået Trygge Slot, men det er altså også en imponerende fæstning, som viser, hvad falstringerne formåede at skabe for mere end 1000 år siden, siger udgravningsleder og museumsinspektør Leif Plith Lauritsen.

Udgravningerne, som Museum Lolland-Falster gennemførte i samarbejde med Aarhus Universitet, har bragt ny og afgørende viden frem om Trygge Slot.

Arkæologerne har bekræftet, at den nordlige vold er menneskeskabt og formentlig har været beklædt med en palisade. Udgravningerne har også slået fast, at det, som kunne ligne et markskel, er en menneskeskabt vold, som har delt fæstningen i to lige store dele på tværs. Arkæologerne er også blevet klogere på den sydlige vold, som blev forstærket og forhøjet mindst fem gange i Trygge Slots levetid. De har fundet brandlag, der tyder på, at det var der, borgen oftest var udsat for angreb.

- Nu ved vi med sikkerhed, at Trygge Slot var et gigantisk forsvarsanlæg, som var mere end 500 meter langt og 200 meter bredt og med fem til seks meter høje volde forsynet med palisader, siger Leif Plith Lauritsen.

Trygge er falstringernes fælles forsvarsværk
Han tør nu godt for alvor slå fast, at Trygge Slot er identisk med det, Saxo kalder for ”falstringernes fælles forsvarsværk”.

Dermed justerer Leif Plith Lauritsen lidt på historien, når han konkluderer, at de forsvarsvolde, som ligger i Hannenovskoven en lille kilometer fra Trygge Slot ikke, som hidtil antaget, var det fælles forsvarsværk, men snarere en fremskudt forsvarslinje, hvis det da overhovedet har hørt sammen med Trygge Slot.

- I 1158 skriver Saxo, at falstringerne søgte tilflugt på deres fælles forsvarsværk, fordi de blev udsat for et stort angreb fra Venderne, men voldene i Hannenovskoven er alt for lave til, at de kan udgøre et effektivt forsvar.

- Trygge Slot derimod har størrelsen til, at falstringerne kunne søge tilflugt der med deres dyr og ejendom. Voldene og palisaderne var sammen med de naturlige forsvarselementer i landskabet stærke nok til, at falstringerne modstod angrebet og slap med skrækken, fortsætter han.

Mere end tilfældigheder
At Museum Lolland-Falster igen og igen kommer i årets arkæologiske top 10 er ingen tilfældighed, mener kulturarvschef ved Museum Lolland-Falster Kasper Høhling Søsted.

- De fantastiske arkæologiske fund fra Lolland-Falster, der flere gange er kommet med på Slots- og Kulturstyrelsens top 10, er i høj grad et resultat af den iderigdom og faglige dygtighed, som karakteriserer museet arkæologer, siger Kasper Høhling Søsted og fortsætter:

- Det gælder også for Trygge Slot, som for et par år siden først blev erkendt via grundige arkiv- og kortstudier og efterfølgende verificeret via målrettede arkæologiske udgravninger.

Museum Lolland-Falster og Aarhus Universitet arbejder på at fortsætte udgravningerne på Trygge Slot allerede i 2021.

- Sammen med DTU Space har vi foretaget georadarundersøgelser, som afslører mulige menneskeskabte konstruktioner under jordoverfladen, og dem vil vi gerne sætte skovlen i, siger Leif Plith Lauritsen.

For yderligere oplysninger og interview kontakt:

Leif Plith Lauritsen, museumsinspektør. Tlf.: 2267 7879. E-mail: lpl@museumlollandfalster.dk 

Kasper Høhling Søsted, kulturarvschef. Tlf.: 51212 950. E-mail: khs@museumlollandfalster.dk

Henrik Schilling, kommunikationskonsulent. Tlf.: 3061 2064. E-mail: hes@museumlollandfalster.dk

--*--*--*--*--*--*--*--*--*--*--

Pressebilleder:

Trygge Slot

Trygge Slot med den bastante nordvold i forgrunden. Virket Sø til venstre i billedet udgjorde en naturlig voldgrav mod øst. Midt i billedet, som en grøn stribe, ses midtervolden. Foto: Museum Lolland-Falster.

 

 

Museum Lolland-Falster
Frisegade 40, 4800 Nykøbing Falster

Tlf.: 54 84 44 00
Mail: post@museumlollandfalster.dk

Telefontid:
Tirsdag - torsdag: 10-14
Fredag: 10-13

Afmeld