Fundenes vej

Når et arkæologisk fund udgraves i felten, forsynes det med
journalnummer, lokalitet og fortløbende fundnummer, som viser på
hvilken udgravning, det er fundet. Blandt det indsamlede materiale
kan være flint- og trægenstande, keramik, ben- og pilespidser,
dyre- og fiskeknogler. Ved hver arbejdsdags afslutning hjemtages
alle udgravede fund for at blive vasket, soldet, floteret og tørret
på museets feltstation. Da det ikke er alle fund, som er velegnede
til at blive vasket og tørret, sker der en vurdering af fundene,
inden den videre behandling.
Udover vask, tørring og pakning af fund sker der ligeledes en
grundig dokumentation i form af registrering, fotografering og
genstandstegning samt eventuelt 3D scanning og konservering.

Fundene registreres i MUD (Museernes Udgravningsdata) med en
række relevante informationer som blandt andet fundnummer,
materiale, genstand, datering, antal, beskrivelse, mål og
fundkontekst. På baggrund af indtastningerne i MUD er det muligt at
udarbejde spredningskort, der viser forskellige genstandstypers
placering. Efter registreringen pakkes fundene i emballage velegnet
til bestemte genstandstyper. Bagefter skal fundene enten opbevares
på museets magasin eller indgå i en af museets udstillinger.
Se mere om fundene og deres
vej fra jorden til museets samling