I centrum af Falster
Der er ingen tvivl om, at Virkets placering midt på Falster har
været en strategisk beslutning. Set ud fra både et militært,
økonomisk og administrativt synspunkt er voldanlæggets beliggenhed
ideel. Ved Virket mødes de vigtige adgangsveje fra både Øst-, Vest-
og Sydfalster. Fra de to nærliggende åer, Tingsted å og Fribrødre
å, har der været adgang til henholdsvis Guldborgssund og
Grønsund.
Voldanlæggets centrale beliggenhed betød, at næsten hele
Falsters befolkning ville kunne nå i sikkerhed bag voldene inden
for 2-3 timer, hvis det blev nødvendigt. Det har dog næppe været et
sted, man har ønsket at opholde sig i længere tid ad gangen, for
området inden for voldene er for vådt og sumpet til egentlig
beboelse. Det er sandsynligt, at voldanlægget også har tjent til
skræk og advarsel. Der er stor signalværdi i opførelsen af et stort
bygningsværk, og alene truslen fra bygherren om, at man kunne
bemande voldene med veloplagte krigere, kan have afværget
angreb.
Der er ingen tvivl om, at volden også har haft en økonomisk og
administrativ funktion. Kontrollen over de vigtige adgangsveje
betød retten til at afkræve told og afgifter fra de gennemrejsende.
Det er næppe heller tilfældigt, at voldanlægget ligger ideelt i
forhold til de gamle administrative inddelinger i herreder og
skibener. Udover hærtjeneste dannede inddelingerne grundlag for
skatteopkrævning og retssystemer, og det er derfor også
interessant, at Virket ligger på grænsen mellem Falsters to
herreder. Måske markerede voldanlægget netop grænsen mellem to
stormandsslægters magtområde.

Volden ved Virket ligger midt på Falster. Næsten
hele øens befolkning ville kunne nå i sikkerhed bag voldene inden
for 2-3 timer. Ringene markerer radius på 5-10-15 km.
Hvor gammel er Virket?
Virkets alder kan ikke afgøres med sikkerhed. En arkæologisk
undersøgelse forsøgte i 1970'erne at komme nærmere et svar på det
gådefulde voldanlæg, men selvom der blev gravet adskillige snit
gennem voldene, fandt man intet materiale, som kunne anvendes til
datering.
Når arkæologerne mener, at Virket stammer fra jernalderen, skyldes
det derfor en række andre faktorer. Først og fremmest er
jernalderen (ca. 500 f.Kr.-800 e.Kr.) en periode, hvor der opføres
mange forsvarsanlæg i hele Danmark. Man har kendskab til
søspærringer og befæstede landsbyer, men også flere voldanlæg, som
i deres opbygning ligner Virket med simple jordvolde og spidsgrave.
I løbet af jernalderen ses en øget militarisering af samfundet, som
hænger sammen med udbredte konflikter mellem stammer eller
stormandsslægter. Det er nærliggende, at også Virket - på lige fod
med de mange andre forsvarsanlæg - er opført i denne
sammenhæng.
En anden årsag er, at området omkring Virket er ganske rigt på
fund fra jernalderen. Både prægtige skattefund og fornemme
gravpladser er fundet i umiddelbar nærhed af voldanlægget, hvilket
peger på, at en magtfuld stormand boede i området. Det er netop en
sådan stormand, som ville kunne mobilisere ressourcerne til
opførelsen af et voldanlæg som Virket.