Sædingestenen
Sædingestenen blev fundet i forbindelse med pløjning nær et
gammelt vadested ved Sædinge på Lolland. På dette tidspunkt var
stenen kløvet i ni dele, og spredt. Det varede derfor lidt tid før
runerne blev opdaget. Stenen er stadig i en dårlig forfatning, og
den øverste del mangler.
Inskriptionen fortæller, at stenen er rejst af storkvinden Thyra
over hendes mand Krog, der - ifølge stenen - var den stærkeste af
alle. På stenen kan man endvidere læse, at Krog blev dræbt i en
strid mellem særsveerne (svenskerne) og syddanerne.
Stenen er udstillet ved Maribo Stiftsmuseum.