Kloster og kirke

Klosterkirken i Nykøbing Falster.

I middelalderen var kirkens fællesskab vigtigt for det almindelige menneske. Kirken var altid til stede hos menigheden, fra fødsel til død. For den almindelige borger var kirkerne enorme, arkitektoniske bygningsværker sammenlignet med deres egne huse. I kirken var alle velkomne, og her kunne opleves farver og billeder på vægge og i vinduer, musik og klokkeklang, samt dufte fra røgelse og brændene kærter. Oplevelsen af mystik gjorde besøget til noget særligt, og var med til at styrke troen.

I kirken kunne de fattige, svage og syge få hjælp og omsorg. Ved hjælp af almisser og gaver kunne man drive hospitaler og helligåndshuse. Hospitalerne tog sig af de spedalske, mens helligåndshusene tog sig af fattige rejsende, pilgrimme, permanent sengeliggende, og andre der havde brug for hjælp. Man ved, at der i middelalderen fandtes et hospital i Nykøbing, mens der i Sakskøbing og Nakskov fandtes helligåndshuse.

Munkene i Nykøbing

I 1419 stiftede Erik af Pommern franciskanerklosteret i Nykøbing. I Danmark blev munkeordenen kaldt 'gråbrødre', fordi deres ordensdragt var en gråbrun kutte med et groft reb som bælte. Ordenen var blevet stiftet 1223 af den berømte Frans af Assisi, og deres ordensregler påbød kyskhed og absolut fattigdom. De måtte kun tjene til livets ophold ved tiggeri. Modsat andre munkeordener var det gråbrødrenes hovedopgave at drage rundt blandt folket og prædike Guds ord, så alle kunne forstå det. Klosteret i Nykøbing stod først færdigbygget omkring 1500, og bestod af fire fløje anlagt omkring en indre klostergård med en buegang langs fløjene. I dag er kun klosterkirken, vestfløjen og en del af buegangen bevaret. Allerede i 1531 er klosteret dog tilsyneladende blevet nedlagt, og siden blev klosterkirken inddraget som sognekirke.