Lov og orden

I middelalderen var afstraffelser offentlige. De
skulle vække afsky og virke til skræk og advarsel.
Ved middelalderens begyndelse havde Danmark et rejsekongedømme,
hvilket betød, at kongen, havde boliger rundt om i landet - og
gerne nær eller i købstæderne. På Lolland-Falster er Ålholm ved
Nysted den bedst bevarede af disse kongsborge, men også Nykøbing
Slot på Falster og voldstedet Ravnsborg på Lolland, blev bygget på
dette tidspunkt.
Når kongen ikke var til stede i købstaden blev hans myndighed
udøvet af byfogeden. Det var byfogeden, der bl.a. inddrog skatter
og præsiderede i byretten. Udover byfogeden bestod bystyret af én
eller to borgmestre i spidsen for et byråd.
Købstæderne var fredlyste og havde egne byretter. En fredlysning
var givet af kongen, og betød, at købstaden havde sine egne regler
- ofte bestod de i strengere straffe til lovbrydere. Mens
landområderne var omfattet af de såkaldte 'landskabslove', havde
købstæderne således særlige regelsæt med flere bestemmelser, som
sagtens kunne adskille sig en hel del fra landskabslovene.
Hvis en forbryder blev grebet på fersk gerning, var der ingen
tvivl om, at han var skyldig, og fogeden kunne straks idømme
ham/hende en passende straf. Hvis ikke skulle man igennem en form
for retssag. I middelalderen gjorde man ikke brug af vidner og
advokater. I stedet skulle den anklagede sværge på sin uskyld, og
derudover få 11 ansete mænd til at sværge på den anklagedes
troværdighed.
Byens bøddel
Blev man dømt, kunne man være uheldig at stifte bekendtskab med
byens bøddel. I løbet af middelalderen fik de fleste af landets
købstæder tilknyttet en mestermand eller bøddel, der stod for
afstraffelsen af byens forbrydere. Bødlen varetog henrettelserne,
men også pisk og anden koporlige straffe. Sommetider tog bødlen sig
også af de dømte, mens de var fængslet. Det var som regel ganske
godt betalt at være byens bøddel, og som en del af gagen fik man
gerne et ordentligt hus, som dog oftest lå i byens udkant. Man
betalte dog også en høj pris. Selvom bødlen varetog en vigtig
funktion i købstaden, var han og hans familie dog ildeset. Ingen
ærlig mand ville være nabo til dem, og det var i det hele taget
forbundet med stor skam at have kontakt med ham i dagligdagen.