Kvindelige præster
Den første kvindelige folkekirkepræst – 1948
Tre kvinder i lange, sorte kjoler og hvide pibekraver står i gården ved siden af Skt. Knuds Kirke i Odense. De kniber øjnene sammen mod den lyse forårshimmel og kigger mod den fremmødte presse. Det er en særlig dag. Ikke kun fordi de tre kvinder i dag har fået fuld adgang til det erhverv, de altid har ønsket sig at virke i. Men også fordi der med i dag er skrevet danmarkshistorie. De tre kvinder er netop blevet ordineret som præster, og for første gang er det nu muligt for kvinder at blive ansat som præster i den danske folkekirke. En af de tre kvinder er Johanne Andersen fra Falster. Kun halvanden måned tidligere er hun blevet kaldet til præst ved valgmenigheden i Nørre Ørslev, og med ordinationen har hun nu fået kirkens formelle godkendelse af sit virke. Det gør hende til den allerførste kvindelige folkekirkepræst i Danmark – og i verden.
Ordinationen af de første kvindelige præster, Johanne Andersen, Ruth Vermehren og Edith Brenneche Petersen, den 28. april 1948 var en festlig begivenhed. Omkring 2000 mennesker var mødt op for at overvære ceremonien, og de danske medier sørgede for at dokumentere den historiske milepæl, som nu var nået. De tre aspirerende præster gik i procession ind i den stuvende fulde kirke, ledet af biskoppen over Fyns Stift, Hans Øllgaard, og fulgt af næsten 70 mandlige præster. Fra prædikestolen talte biskoppen om kvinderne, der påskemorgen fandt Jesu grav tom og mødte englen, som bød dem gå ud og fortælle hans disciple, at han var opstanden. Hermed fremførte Øllgaard en af de bibelske passager, som i de foregående år var blevet brugt til at argumentere for, at det teologisk set godt kunne forsvares at give kvinder adgang til at blive præster i folkekirken. For netop den sag havde der ikke hersket enighed om de foregående årtier.
I 1904 fik kvinder adgang til at tage teologisk embedseksamen. Det betød dog ikke, at de kvindelige cand.theol.’er kunne få ansættelse som præster i folkekirken. Ifølge loven havde kun mænd adgang til at virke som præster, og de kvindelige teologer måtte nøjes med ansættelser som religionslærere og missionærer. I 1921 blev der taget skridt til at sikre en højere grad af ligestilling mellem kønnene på arbejdsmarkedet. Her blev en ny lov vedtaget, som gav kvinder adgang til de samme offentlige embeder som mænd. Ligestillingen kom dog med visse begrænsninger; loven gjaldt nemlig ikke for præsteembeder og stillinger inden for militæret, hvor mænd altså stadig havde eneret på at få ansættelse.
Ikke alle var tilfredse med loven. Dansk Kvindesamfund opfordrede gentagne gange regeringen til at ændre loven, så kvinder og mænd fik lige adgang til alle erhverv, sådan som Grundlovens § 83 foreskrev. I pressen, rigsdagen og internt i folkekirken blev der fremsat argumenter både for og imod kvinders egnethed som præster, og diskussionen kredsede blandt andet om, hvorvidt der kunne findes hjemmel i Bibelen til enten at udelukke kvinderne fra eller give dem adgang til præstegerningen. Samtidig kom der i slutningen af 1930’erne og begyndelsen af 1940’erne flere eksempler på, at teologisk uddannede kvinder i flere tilfælde fungerede som assisterende præster uden ordination.
Både kirken og befolkningen var delt i spørgsmålet, men efterhånden blev flere og flere danskere stemt for at give kvinder adgang til præsteembedet. I 1944 udførte Gallup en undersøgelse, som viste, at 38 % af de adspurgte gik ind for at give kvinder adgang til at blive præster, mens 34 % var imod. Bemærkelsesværdigt nok var der flest mænd blandt dem, der mente, at kvinder skulle ligestilles med mænd i præsteembedet.
I efteråret 1946 skete der et gennembrud i sagen om de kvindelige præster. Lolland-Falsters valgmenighed i Nr. Ørslev manglede en præst, og de ønskede at ansætte den 33-årige cand.theol. Johanne Andersen. Hun havde flere gange selv blandet sig i debatten om kvindelige præster, hvor hendes grundholdning var, at folkekirken ville drage stor fordel af at have kvinder ansat, da kvinders psyke var anderledes end mændenes, og de dermed kunne bidrage med noget andet. Samtidig mente hun, at spørgsmålet om kvindelige præster måtte ses som et kirkeligt og ikke et kvindesags-spørgsmål, da emnet ellers blot var ét blandt mange andre på Dansk Kvindesamfunds dagsorden og dermed blev overskygget.
Menighedsrådet sendte indstillingen af Johanne Andersen til kirkeministeriet, men her blev valget afvist, og ministeren bad menigheden vælge en anden. Det havde den lolland-falsterske valgmenighed dog ikke i sinde, men holdt fast i ønsket om at få Johanne Andersen som sjælesørger. Menighedsrådet ansatte hende som hjælpepræst, så hun kunne fungere som prædikant, men ikke forrette hverken dåb eller nadver, hvilket krævede ordination. Imens pressede valgmenigheden på over for kirkeministeren og politikerne for at få en lovændring igennem.
Henvendelsen fra Nr. Ørslev blev den konkrete anledning, som satte skub i arbejdet med at udbrede ligestillingen helt ind i folkekirken. Efterhånden var der dannet et politisk flertal for at åbne for ansættelse af kvindelige præster, og nu, hvor der var et ønske fra kirken selv om at ansætte en kvindelig præst, måtte kirkeministeren se sig nødsaget til at fremsætte et lovforslag om at give mænd og kvinder lige adgang til præsteembeder. Forslaget gik igennem både første-, anden- og tredjebehandling i Rigsdagen og blev endeligt vedtaget i Landstinget. Loven trådte i kraft den 21. maj 1947 og gav endegyldigt kvinder mulighed for på lige fod med mænd at trække i den sorte præstekjole.
Der var dog stadig et stykke vej til, at Johanne Andersen kunne indtage prædikestolen i Nr. Ørslevs røde valgmenighedskirke. Forudsætningen for, at hun kunne komme til at virke som præst, var nemlig, at hun blev ordineret af biskoppen. Og der var et problem: Biskoppen over Lolland-Falsters Stift, Niels Munk Plum, var imod kvindelige præster og nægtede at ordinere Johanne Andersen. Valgmenigheden henvendte sig derfor til biskoppen over Roskilde, som dog ikke ville ordinere uden biskop Plums samtykke. Endelig rettede menigheden blikket mod Odense, hvor biskop Hans Øllgaard indvilligede i at præstevie Johanne Andersen, hvis der igennem ny lovgivning blev givet mulighed for, at menighederne kunne løse det stiftsbånd, som bandt dem til den lokale biskop.
Den såkaldte “bispefrihedslov” blev endeligt vedtaget den 3. marts 1948, og Johanne Andersen kunne derfor formelt ansættes den 10. marts som præst for valgmenigheden i Nr. Ørslev. To andre kvinder, Ruth Vermehren og Edith Brenneche Petersen, var ligeledes blevet indstillet til præsteembeder ved hhv. Københavns Kvindefængsel og Nr. Aaby-Indslev Sogn på Fyn. Det var derfor hele tre kvinder, som skulle præstevies af biskop Øllgaard, der som den eneste biskop i landet havde indvilliget i at ordinere verdens første kvindelige præster i den protestantiske kirke.
Diskussionen om de kvindelige præster fortsatte helt op til, og også efter, den festlige ordination den 28. april 1948. Dagen forløb dog i god ro og orden, om end den historiske begivenhed tiltrak sig opmærksomhed fra hele verden. Med præstevielsen af de tre kvinder, Johanne, Ruth og Edith, havde ligestillingen vundet endnu en sejr, og danske kvinder var ét skridt nærmere formel ligestilling med mænd på arbejdsmarkedet. Nu var det op til de enkelte menighedsråd, om de ville ansætte en kvinde eller en mand som hyrde for deres flok.
Fra 1960’erne og frem steg antallet af kvindelige præster støt i hele landet. Johanne Andersen forlod sit kald i Nr. Ørslev i 1957 til fordel for en præstestilling ved Vigerslev Kirke, men flyttede efter sin pension i 1975 tilbage til Falster, hvor hun boede til sin død i 1999. Fire år forinden, i 1995, kunne hun bevidne indsættelsen af den første kvindelige biskop, og havde hun levet til 2023, havde hun oplevet, at hele 58% af alle folkekirkens præster var kvinder. Valgmenigheden i Nr. Ørslev kæmpede ikke forgæves, da de stod fast på valget af Johanne Andersen fra Falster.