Turisme og museum har i mere end 10 år gået hånd i hånd, hvor turistinformationerne har haft til huse på Stiftsmuseet i Maribo og Museum Obscurum i Nykøbing Falster, men fra første januar 2024 er det slut, og det får konsekvenser for museernes åbningstider.
Fremover er Museum Obscurum lukket hele januar måned og holder åbent færre timer i 2024. Mest omfattende bliver det på Stiftsmuseet, hvor gæsterne nu kun kan møde stenalderpigen Lola i ferier og i sommersæsonen.
Symbiosen mellem museet og turistinformationen har betydet, at udstillingerne kunne holde åbent i de perioder, hvor der har været få museumsgæster, fordi der var turister at servicere i turistinformationen.
Det handler nu for museet om mest rationelt at tilpasse åbningstider til de behov, gæsterne har, og de tidspunkter, hvor de fleste besøgende kommer. Det skal afbalanceres med de økonomiske ressourcer, der er til at holde åbent.
Det er dog stadig muligt til enhver tid at booke en omvisning, og museerne åbnes fortsat uindskrænket for børnehaver, skoler og uddannelsesinstitutioner efter aftale.
Museum Lolland-Falster øger til gengæld åbningstiderne i De Gamle Huse – Maribos frilandsmuseum og Reventlow-Museet Pederstrup, hvor der er en stigende efterspørgsel og et potentiale for længere åbningstider.
Turister vil fremover ikke gå helt forgæves efter information. Museum Lolland-Falsters udstillingssteder indgår i det net af turisme-hotspots, som Visit Lolland-Falster opretter, men med begrænset information og vejledning.
Se Museum Obscurums åbningstider her og Stiftsmuseets nye åbningstider her
Foto: Jacob Nyborg Andreassen