Museumsreform kan svække museerne på Lolland-Falster

Af Michael Fagerlund, bestyrelsesformand for Museum Lolland-Falster, og museumsdirektør Ulla Schaltz.

Der har i årevis været et stort ønske om at skabe en gennemsigtig fordeling af statstilskud til de statsanerkendte danske museer. Det er derfor positivt, at der nu foreligger en rapport, som museerne kan forholde sig til. Det er positivt, at der lægges op til et mere fleksibelt og retfærdigt tilskudssystem, hvor nye museer kan statsanerkendes.

Men der er meget, der bekymrer os på Museum Lolland-Falster.

Der lægges i rapporten op til, at en meget stor del af det samlede statstilskud bliver tildelt på baggrund af egen indtjening og besøgstal og beregnes årligt. Det medfører en stor usikkerhed i budgetlægningen, og det vil udgøre et væsentligt problem, da rigtig mange museumsopgaver planlægges over en årrække.

Når vi ser på reformens tilskudsmodeller, vil Museum Lolland-Falster i to af tre modeller tabe statstilskud; i den ene af dem op til 42 procent. Det er meget voldsomt, især fordi statstilskuddet er det grundlæggende tilskud sammen med de kommunale tilskud. Det faste statstilskud betyder således rigtig meget for, hvor høj den øvrige indtjening kan blive. Det er et fast fundament for at kunne udvikle fondsprojekter, som kan bidrage til en højere omsætning og et større besøgstal.

Vi ser med bekymring på, at modellerne ikke tager højde for hverken fusioner eller tidligere amtstilskud. Det gamle Storstrøms Amt gav et solidt amtstilskud til museerne og støttede derved kulturarven. Guldborgsund og Lolland kommuner støttede op omkring en sammenlægning af de tre statsanerkendte kulturhistoriske museer på Lolland og Falster, så øerne fik et stærkt museum, som blandt andet kunne løfte arkæologien i forbindelse med anlæggelsen af den faste forbindelse til Tyskland. Det kan se ud til, at vi som egn nu straffes for tidligere tiders opbakning til en styrket museumsdrift og fremsynet museumspolitik.

Vi savner i den grad parametre i modellerne for statstilskud, der afspejler museernes lovbefalede arbejdsopgaver, som er det arkæologiske ansvar og varetagelsen af museet samlinger.

Museum Lolland-Falster har det arkæologiske ansvar på Lolland-Falster, som i de senere år har haft mange store infrastrukturprojekter, ikke mindst tunnelen til Tyskland og en stor grøn gasledning, der skal forsyne øernes sukkerfabrikker. Det arkæologiske ansvarsområde er en national og lovbestemt opgave, som kræver en arkæologisk basisbemanding, og det bør finansieres i statstilskuddet, hvilket modellerne ikke lægger op til vil ske.

Museum Lolland-Falster har en stor og hæderkronet samling, som ikke mindst via de seneste års udgravninger er blevet tilført en masse væsentligt, nyt materiale og enestående genstande, men museet honoreres ikke med statstilskud for at varetage sin lovbefalede museumssamling, som er museets rygrad. Vi er ved at bygge et nyt og topmoderne magasin til museets mere end 300.000 genstande for at kunne opbevare samlingen ansvarsfuldt og korrekt, men museumsreformen kan få indflydelse på magasinprojektet og sikringen af Lolland-Falsters kulturarv. Med en nedgang i statstilskuddet risikerer museet at være ude af stand til at finansiere byggeriet

Lolland-Falster er et område af landet med mange udsatte børn, unge, familier og ældre. Museet har i de senere år udviklet en række tilbud til disse målgrupper. Det er et vigtigt dannelsesarbejde, som museet utrolig gerne vil fortsætte i fremtiden. Arbejdet med udsatte grupper tager tid og foregår ofte i små grupper. Det kræver en stabil finansiering gennem blandt andet statstilskuddet.

Museum Lolland-Falster fik i 2022 6,7 millioner kroner i statstilskud svarende til 1,60 procent af det samlede statstilskud til museerne i 2022, som var på 413 millioner kroner i alt. Museets ansvarsområde på Lolland-Falster dækker 4,2 procent af Danmarks samlede areal og har cirka 100.000 indbyggere svarende til godt 1,7% af Danmarks samlede befolkning. Det vil sige, at museets nuværende tilskud svarer meget godt til et nationalt gennemsnit, hvis man bruger areal og befolkningstal.

Vi ser ikke noget problem i en statstilskudsmodel, der også vægter besøgstal og egen indtjening i beregningen af statstilskud. Det kan både være sundt og give os incitament til at præstere endnu bedre. Her er det dog vigtigt at huske på, at museerne ikke har ens rammevilkår eller muligheder som følge af geografi, demografi og turismemønstre. Derfor er det vores ønske, at modellen for tildeling af statstilskud tilføjes følgende fire elementer:

–                     arbejdet med udsatte grupper

–                     arkæologisk ansvarsområde

–                     samlingsvaretagelse

–                     areal og befolkningstal

Det er vores håb og forventning, at museumsreformen og en ny statstilskudsmodel understøtter, at der også fremover er gode museumstilbud på Lolland-Falster.

Sidst ændret:
Del nyhed:

Andre nyheder

Søgning

Note: Danish only