V/Lone Isaksen, formidlingsprojektleder og Ida Marquardtsen, Driftsleder af Søholt Storskov. Aage V. Jensens Naturfond & Museum Lolland-Falster
Midt i Naturpark Maribosøerne breder et dødislandskab sig ud med klare søer, urørte sumpskove og et herregårdslandskab præget af gamle ege og åbne, kalkrige naturarealer. I det varierede landskab gemmer der sig talrige kulturhistoriske spor – nogle skjult i krinkelkroge, andre i afsides hjørner. Områdets store biologiske mangfoldighed skyldes både den sydlige placering og den frugtbare lollandske jord, som tilsammen har skabt levesteder for et rigt plante- og dyreliv – heriblandt mange arter, som er sjældne i resten af Danmark. Fuglelivet er særligt imponerende, og forår og efterår lægger tusindvis af trækfugle vejen forbi for at raste og finde føde.
Aage V. Jensens Naturfond inviterer til to guidede busture ind i det landskab, som fonden siden 2020 har arbejdet målrettet på at udvikle og genskabe. Turen indledes med en fortælling fra Museum Lolland-Falster, der fører deltagerne gennem områdets kulturhistorie. Derefter overtager Lone Isaksen, formidlingsprojektleder, og Ida Marquardtsen, driftsleder for Søholt Storskov, og giver et indblik i fondens arbejde med at genoprette naturen i og omkring Søholt Storskov.
Praktisk information:
Der er et begrænset antal pladser til de to busture. Billetter skal købes på forhånd.
Foto: Aage V. Jensens Naturfond