særudstilling

Landsbybryllup - Følelse eller fornuft?

Kærlighed, følelser og romantik er stærkt forbundet med det moderne bryllup. Men hvordan forholdt det sig egentlig med ægteskab i midten af 1800-tallet, hvor verden var en helt anden? En tid, hvor arbejde fyldte størstedelen af livet, simple sygdomme kunne få fatale konsekvenser, og hungersnød kunne ramme en hel landsby. Var der her tid og plads til romantik?

Lyt til gammelfar i aftægtsboligen, hvor han giver gode og ’meget anvendelige’ bryllups- og kærlighedsvarsler, hvis du leger med sådanne tanker. Hør den kommende bruds tankemylder i den fine stue, hvor hun går og tænker på fremtiden, sin nye mand og på, hvorvidt hun kan leve op til sin forgængers kunnen. Besøg værkstedet, hvor den kommende ægtemand vandrer rundt med et hav af bekymringer om sin nye kone og børnene fra det første ægteskab, eller gå forbi stalden, hvor et par unge knægte har slået sig ned med en flaske brændevin, mens de får sig en snak om kærligheden, ungdomslivet og et muligt ægteskab.

I årets særudstilling inviterer vi til bryllup på bondegården, hvor enkemanden Niels skal giftes med sin nye kone Ane. Alle i landsbyen er inviteret, og der er dækket op til det helt store gilde – god mad, festlig stemning og rigeligt med øl og brændevin. Men hvad er så baggrunden for, at Niels tager en ny kone, kort tid efter at have mistet den første? Er han bare blevet stormende forelsket i Ane, eller ligger der noget helt andet bag?

Dyk ned i traditionerne, de finurlige handlinger og få et indblik i, hvad et bondebryllup betød for omkring 200 år siden.

Maleri: Bryllupsscene fra Dragør, Amager af Johan Julius Exner.

Bryllupsscene fra Dragør, Amager af Johan Julius Exner.

Brød, øl og brændevin på plankebord i et af de gamle huse på Maribos frilandsmuseum

Udstillingen kan opleves på frilandsmuseet De gamle Huse fra 1. maj – 29. september + uge 42 og 43.På Reventlow-Museet Pederstrup fortæller vi historien om brylluppet mellem herregårdsparret Christian og Frederikke Reventlow.

Se mere her

AI genereret foto af brudepar som det kunne have set ud i 1800-tallet.

AI-foto af brudepar, skabt til lejligheden. Den romantiske opfattelse af tiden stammer fra samtidens kunstnere som Jens Juel og C. W. Eckersberg. De excellerede i at fremstille bondeidyllen som en hyldest til det naturlige, familielivet og det enkle. En modpol til det kriseramte Danmark. England havde snuppet flåden og bombet København, og Danmark var statsbankerot.

I kølvandet opstod en udbredt nationalfølelse. Og hvad er mere dansk end det gode liv på landet. Kunstnerne skruede op for landsbyidyllen. Rene, glade og velnærede bønder iført deres bedste og mest farverige tøj under en solrig, blå himmel prægede motiverne.

Ja, man kan jo fristes til at kalde det 1800-tallets AI – Artistic Intelligence, hvor intet var, som det så ud til.

Tirsdage i juli samt to søndage i sensommeren kan du komme med på rundvisning, hvor vi naturligvis sætter fokus på bryllupper i 1800-tallet, og hvad det betød dengang.

I bedste bryllupsstil afsluttes rundvisningerne naturligvis med kaffe og kage.

Se mere og køb billet til rundvisningerne her

Søgning

Note: Danish only