Handel

Hos vikingerne og venderne vejede købmændene sølv til betaling på små vægte. Foto: Lennart Larsen.

Handelsmænd og markeder

Både kystslavere og danskere var handelsfolk. Købmænd købte og solgte varer på markedspladser og senere i byer omkring Østersøen. Langs Østersøens kyst lå handelspladserne strategisk ved transportknudepunkter på kysten, ved flodmundingerne i Østersøen eller i nærheden af fiskepladser og saltudvindingssteder.

Ved Reric lidt nord for byen Wismar i det nuværende Mecklenburg-Vorpommern lå en international slavisk markedsplads, som led en krank skæbne. Den blev i året 808 erobret af den danske vikingekonge Godfred, som tvangsflyttede købmændene til Hedeby, som var kongens nye handelsby ved Slien.

Vi kender endnu ingen markedspladser fra Lolland og Falster, men nær Vester Egesborg ved Dybsø Fjord på Sydsjælland har arkæologer undersøgt en handelsplads med værkstedshuse, som var i brug sæsonvis fra 700-tallet frem til år 1000 e.Kr. Hvis vi skal lede efter noget tilsvarende fra før købstædernes opståen på Falster, så er Vålse Vig et godt bud. Vålse Vig er en beskyttet naturhavn, og her er en af Danmarks største sølvskatte fra vikingetiden fundet. Det viser, at der her sad en magtfuld stormand, som kunne administrere og sikre en markedsplads. Det samme gælder for Rødby Fjord, som ligeledes har gode anløbsmuligheder, og her kendes flere runesten og skattefund.

Senere opstod byerne i løbet af 1000- og 1100-tallet med regulerede markeder, hvor danske og slaviske handelsfolk kunne mødes. Arkæologiske udgravninger viser, at Nykøbing Falster voksede op som by med håndværk og deraf følgende handel i løbet af 1000-tallet. Om der var slaviske købmænd i Nykøbing, ved vi ikke, men de var til stede i andre byer. I Roskilde antyder stednavnet Vindeboder, der betyder vendernes boder, at der var slaviske handelsfolk i byen i 1000-tallet.

Sølv var tidens hårde valuta

Når danske og vendiske handelsfolk gav håndslag på en handel, så faldt betalingen i sølv, som var tidens hårde valuta. Betalingen kunne nogle steder falde i sølvmønter. I Danmark slog vikingerne mønter i Ribe og Hedeby. De mønter kunne anvendes lokalt på markeder, hvor møntudstederen kunne garantere lødigheden.

Langt de fleste steder omkring Østersøen faldt betalingen i afvejet sølv. Hvad form sølvet havde var ligegyldigt. Om man betalte med et stykke sølv klippet af en stang eller med et gammelt smykke havde ingen betydning. Hvis man betalte med en mønt, var det helt uden betydning om den kom fra England, Arabien eller Tyskland, eller om den var hel eller halv. Vægten og lødigheden var det afgørende. Købmandens vigtigste redskab var en vægt, hvor han kunne afveje betalingen præcist.

Både på Lolland-Falster og i de vendiske områder kendes store sølvskatte, som udgjorde store værdier. Tæt på Vålse Vig fandtes i 1835 en sølvskat fra omkring år 1000. Den vejede seks kilo og indeholdt alt, hvad en handelsmand kunne ønske sig af gangbar valuta. Skatten rummede blandt andet hele og ituklippede sølvbarrer og sølvsmykker. Der var også 371 hele eller sønderdelte mønter slået af kongen af Saksen, som også var tysk-romersk kejser. Skatten indeholder ligeledes dele af slaviske smykker, som ejeren måske fik som betaling på et marked hos en vendisk stamme.

Sent i 1000-tallet begyndte venderne at udstede mønter. På det tidspunkt havde de danske konger etableret et solidt monopol på at slå mønt. På den måde sikrede kongen sig, at kun danske mønter blev brugt i Danmark, og han kunne selv bestemme, hvor meget og hvor lidt sølv han kom i mønterne. De spraglede pengepunges tid var forbi.

Østersøen var en smeltedigel af forskellige etniske grupper bundet sammen af handel, kulturelle impulser og knowhow. Danskere slog sig ned i de slaviske kystområder, mens slavere bosatte sig på Lolland og Falster. Danske konger og slaviske fyrster indgik i strategiske forbindelser beseglet med ægteskaber, men de førte også gerne krig, hvis det fremmede deres interesser.

Midt i det hele, på grænsen mellem Danmark og det kystslaviske område, lå Lolland og Falster som porten til Skandinavien eller porten til Europa, alt efter hvilken side, man betragter det fra. Langt det meste af tiden var sameksistensen fredelig og gunstig for alle parter, men til tider var Østersøen hærget af krig, hvor folk på Lolland og Falster måtte forsvare sig.

Gennem arkæologiske spor og skriftlige kilder fortælles historien om danskere og kystslavere i tiden fra år 800 – 1200 e.Kr. i det, vi i Danmark betegner som vikingetiden og tidlig middelalder og med fokus på 1000- og 1100-tallet. Fortællingen bygger på resultaterne af projektet Venner og fjender. De dansk-vendiske forbindelser i vikingetid og tidlig middelalder samt interviews af museumsinspektør og souschef ved Museum Lolland-Falster, Anna Elisabeth Jensen, som har skrevet bogen Dania Slavica, og supplerende interviews med middelalderarkæolog og museumsinspektør Leif Plith Lauritsen.

Vendere, vikinger og deres skibe

Vikingerne var kendt for deres sødygtige hurtige krigsskibe og deres rummelige handelsskibe. De bandt verden sammen og førte store krigerskarer langt på kort tid. Skibene sikrede kommunikationen over lange afstande og tilførsel af varer langvejs fra. Det var den samme type skib, som søfolkene sejlede ind i middelalderen i. Også venderne var dygtige søfolk, som matchede de danske, og de byggede skibe, som kunne sejle lige op med de skandinaviske fartøjer. Skibsfund viser, at skibe blev bygget på samme måde nord og syd for Østersøen. Kølen blev lagt først, og stævnene blev fæstnet til kølen bagefter. Næsten alle skibe fra perioden var syd for Østersøen bygget af egetræ, mens der i Skandinavien ofte blev brugt flere forskellige træarter til samme skib. Den slaviske skibsbyggers værktøjskasse var mere enkel end den skandinaviske. Der var behov for både træ- og smedeværktøj til reparation af de nordiske både, mens de slaviske både kunne repareres nærmest hvor som helst med økse, kniv, skebor og kølle.

Datidens skibe sejlede let 6-7 knob i godt vejr, det vil sige 10-12 kilometer i timen. I godt vejr krydsede et skib mageligt tværs over Østersøen i dagslys på en og samme dag, mens man knap nok kunne nå fra den ene ende af Falster til den anden ad landjorden i samme tidsrum.

Engang sidst i 800-tallet sejlede købmanden Wulfstan fra Hedeby i Slesvig til Truso i det nuværende Polen. Det berettes, at rejsen tog syv dage og nætter, og at skibet hele vejen gik under sejl. Han beretter, at Vendland, altså vendernes land, var på hans styrbords side, og til bagbord havde han Langeland, Lolland, Falster og Skåne, og disse lande hørte alle til Danmark.

Ved Hollenæs på det vestlige Lolland har arkæologer udgravet et hus fra første halvdel af 1000-tallet. ud over huset fandt arkæologerne en bygning, der tolkes som et bådehus, et såkaldt naust, hvor man opbevarede et skib om vinteren. De fandt også en såkaldt Hedebymønt, som er en efterligning af en frankisk mønt, fremstillet i Hedeby. Mønten bærer på den ene side et billede af et skib. Om folkene fra Hollenæs selv har skaffet sig mønten i Hedeby, ved vi ikke, men de kunne sejle dertil på godt et døgn, hvis vinden var rigtig.

Østersøkeramik – et vendisk varemærke

Fremstilling af lerkar hørte ikke til spidskompetencerne i vikingetidens Danmark. Derimod fremstillede pottemagere i de slaviske områder keramik af meget høj kvalitet.

Østersøkeramik er en fællesbetegnelse for krukker, drikkekar, skåle og andre husholdningskar mønstret med bølgelinjer og furer. Østersøkeramikken, der altid har en flad bund, findes i vikingetiden og den tidlige middelalder i det sydøstlige Danmark. Lerkar som disse kendes fra hele Østersøområdet, men blev først fremstillet i det slaviske område syd for Østersøen.

Østersøkeramikken var i middelalderen frem til midten af 1200-tallet det foretrukne lertøj i husholdningerne i Danmark, de slaviske områder og de nordtyske byer. Keramikken var fremstillet lokalt. Den er så ensartet, at arkæologerne ikke kan se på et kar og afgøre, om det er fremstillet syd eller nord for Østersøen. Det fortæller noget om den tætte kontakt, der var mellem danskere og slaverne syd for Østersøen.