Daner og vendere

For 1000 år siden lå Østersøen som en grænseregion mellem skandinaver i nord og slaviske folkeslag ved kysten syd for Østersøen. De slaviske folkeslag, som her betegnes vendere med en samlebetegnelse levede i kystområderne i den østlige del af det nuværende Holsten samt i Mecklenburg-Vorpommern og dele af Pommern i det nuværende Polen mellem Elben og Oder.

Østersøen var en smeltedigel af forskellige etniske grupper bundet sammen af handel, kulturelle impulser og knowhow. Vendere bosatte sig på Lolland og Falster. Danske konger og og stormandsslægter indgik i strategiske forbindelser med vendiske fyrster og slægter beseglet med ægteskaber, men de førte også gerne krig, hvis det fremmede deres interesser.

Midt i det hele, på grænsen mellem Danmark og vendernes land, lå Lolland og Falster som porten til Skandinavien eller porten til Europa, alt efter hvilken side, man betragter det fra. Købmanden Wulfstan skrev lidt før år 900 i en rejsebeskrivelse, at Lolland og Falster hører til Danernes rige – et udsagn som skal tages med forbehold – og at Vendland ligger syd for Østersøen. Langt det meste af tiden var sameksistensen fredelig og gunstig for alle parter, men til tider var Østersøen hærget af krig, hvor folk på Lolland og Falster måtte forsvare sig.

Gennem arkæologiske spor og skriftlige kilder fortælles historien om danskere og vendere i tiden fra år 800 – 1200 e.Kr. i det, vi i Danmark betegner som vikingetiden og tidlig middelalder og med fokus på 1000- og 1100-tallet. Fortællingen bygger på resultaterne af projektet Venner og fjender. De dansk-vendiske forbindelser i vikingetid og tidlig middelalder og interviews af museumsinspektør og souschef ved Museum Lolland-Falster, Anna-Elisabeth Jensen, som har skrevet bogen Dania Slavica, samt supplerende interviews med middelalderarkæolog og museumsinspektør Leif Plith Lauritsen.