Krig og fred
Flådebasen ved Fribrødre Å under udgravning i 1980’erne. Foto: Jan Skamby Madsen Copyright: Vikingeskibsmuseet i Roskilde.
Menu
Menu
Flådebasen ved Fribrødre Å under udgravning i 1980’erne. Foto: Jan Skamby Madsen Copyright: Vikingeskibsmuseet i Roskilde.
Ved Fribrødre Å på det nordlige Falster lå for mere end 900 år siden en flådeopsamlingsplads. Arkæologer har fundet skibsbygningsværktøj og rester af skibe fremstillet i slavisk tradition, hvor skibsbyggerne i stedet for jernnagler holdt skibenes planker sammen med trænagler.
Cirka to kilometer syd for Stubbekøbing på Falster blev der i 1981 fundet velbevarede skibsdele. Skibstømmeret blev fundet ved oprensning af et tilløb til Fribrødre Å umiddelbart syd for åens udmunding i den nu inddæmmede fjord, der fra Stubbekøbing har strakt sig et par kilometer ind i landet fra Grønsund.
Grønsund mellem Sjælland og Falster udgør den naturlige hovedvandvej fra Østersøen til Smålandshavet sydvest for Sjælland.
Hovedparten af de fundne skibsdele er udslidte og stammer fra flere forskellige skibe. Næsten alle skibene er bygget på Lolland-Falster eller Møn i en lokal hybrid skibsbygningsteknik svarende til den skandinaviske, men med samling af bordplankerne med trænagler. Karakteristisk har de været holdt sammen med små tætsiddende trænagler, et træk, der normalt forbindes med den slaviske skibsbygningstradition. Det tyder på, at skibene blev håndteret af slaviske skibsbyggere.
Fundet tolkes nu som en flådeopsamlings-, reparations- og ophugningsplads for skibe og en magthavers flådebase. Den kan måske knyttes til Henrik Gottskalksøn, søn af den danske konge Svend Estridsens datter Sigrid og den slaviske fyrste Gottskalk. Han anlagde sandsynligvis sin flådebase i Fribrødre ådalen, da han genetablerede Nakonideslægtens herredømme syd for Østersøen efter en treårig flådekampagne i 1090-1093.
Hvor komplicerede magtforholdene og kampen om magten var mellem danskere og slavere langs den vestlige Østersøkyst, viser historien om Henrik Gottskalksøn. Han var søn af en dansk kongedatter og den slaviske stamme abodritternes fyrste Gottskalk. Henrik var abrodrittisk tronarving, men voksede op ved det danske hof fra år 1066. Han blev med militær hjælp fra sin morbror, den danske konge Oluf Hunger, knees – som er det vendiske ord for fyrste – over abodritterne i 1093.
I begyndelsen af 1100-tallet truede Henrik Gottskalksøn den danske sydgrænse, fordi hans morbror, Kong Niels den Gamle, ikke ville udbetale arven efter hans mor. Til gengæld drog Niels med en del af den danske ledingsflåde på togt mod Vagrien (Femern og området lige syd for Femern), der var en del af Henriks rige.
Henriks fætter, Knud Lavard, blev et par år efter jarl i Slesvig og sloges i en årrække flere gange med Henrik Gottskalksøn, indtil danskerne og abodritterne sluttede fred. Efter Henrik Gottskalksøns død i 1127 udspillede sig en magtkamp mellem hans arvinger, der alle omkom. Hans fætter, den danske grænsejarl Knud Lavard, kunne derfor i 1129 aflægge lensed til sin gamle mentor, sakserkongen Lothar, og blev dermed den nye knees over abodritterne i Mecklenburg og den østlige del af det nuværende Holsten.
Som øerne på grænsen var Lolland og Falster ofte i den prekære situation at stå med et ben i hver lejr. Man bevægede sig i loyalitetens gråzone. Saxo skriver, at falstringerne ikke var til at stole på. De varskoede ifølge Saxo venderne forud for de danske kongers felttog mod dem. Derfor indviedes falstringerne altid som de sidste i kongens krigsplaner. I et omstridt grænseområde, hvor der boede både danskere og slavere, måtte man satse på begge heste og i sidste ende gøre sit for at stå på sejrherrens side.
T.v. Model af Valdemar den Stores (1131-1182) borg i Vordingborg, opført omkring 1150. Model: Leif Plith Lauritsen. Foto: Museum Lolland-Falster.
T.h. Sejlspærringen ved Hominde i Rødby Fjord fra 1000-tallet. Den beskyttede de lokale mod fjendtlige angreb fra blandt andre vendere. Spærringen bestod af over et par hundrede tætstillede nedrammede pæle ved fjordmundingen. En snæver åbning gjorde det muligt for stedkendte at passere. Illustration: Orla Svendsen.
Som grænseområde havde Lolland og Falster en anderledes status end resten af landet. Området var uden kongelige borge i den tidlige middelalder. Den nærmeste kongelige borg var Vordingborg, som blev opført af Valdemar den Store omkring 1160. Det var herfra, at Valdemar den Store og Biskop Absalon i 1167 stævnede ud for at erobre og underlægge sig venderne ved at indtage Arkona på Rügen og ødelægge deres tempel for guden Svantevit.
At der ikke var kongelige borge på Lolland og Falster er ikke ensbetydende med, at øerne var uden forsvar. I Rødby Fjord og Guldborgsund findes undersøiske spærringer fra den tid, som skulle forsinke fjendtlige flåder og forhindre dem i at gøre landgang. Også på landjorden fandtes solide forsvarsværker. Et af dem var Trygge Slot. Det lå midt på Falster og spillede givet en central rolle i det lokale forsvar mod blandt andet venderne.
Midt på Falster lå en mægtig borg. Den var bygget af jordvolde og palisader, og den udnyttede landskabets naturlige forsvarsmuligheder. I dag er der blot lave volde at se i landskabet ved Virket Sø, hvor Trygge Slot lå som en sikker fæstning for Falsters befolkning. Mere end 500 meter var der fra den markante vold i nord til den stærke vold i syd. Mod øst var borgen beskyttet af en høj og stejl skrænt ned mod Virket Sø og mod vest af en sumpet mose og fæstningsværker, som i dag ikke syner i landskabet. Midt på den næsten 80.000 kvadratmeter store, timeglasformede borg skar en vold sig tværs igennem og delte borgen i to lige store dele.
Arkæologiske udgravninger viser, at Trygge Slot, hvis oprindelse endnu fortaber sig i historien, var en markant borg i vikingetiden og den tidlige middelalder fra år 800 – 1200. Trygge Slot ligger meget centralt på grænsen mellem to herreder, hvor flest mennesker havde kortest vej i sikkerhed, og den var stor nok til alle og med plads til deres dyr og ejendele, hvis fjenden var i landet.
Den fjende var flere gange venderne, som hærgede de danske øer i 1100-tallet. Mindst én gang angreb de Falster. Om det skriver Saxo Grammaticus:
”Samme år (formentligt 1158) fortælles det at Århus blev udsat for voldsomme sørøveroverfald. Og samtidig måtte falstringerne – de få der var af dem – søge ly bag deres fælles forsvarsværk mod en umådelig vendisk flåde.”
Saxo beretter intet om, at falstringerne blev slået, blot at de søgte ly bag deres fælles forsvarsværk, så noget tyder på, at de modstod angrebet, og at Trygge Slot var det forsvarsværk, Saxo omtaler. Arkæologer fra Museum Lolland-Falster har fundet brandlag, som antyder kamp ved sydvolden, og det kan være spor efter vendernes angreb.
Note: Danish only