Tro og religion

Svantevits fald. Biskop Absalon vælter Svantevit. Maleri af Laurits Tuxen, Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg.

Vendernes tro og religion

Vi kender kun vendernes tro og religion gennem kilder skrevet ned af andre end dem selv. Det er som oftest udefrakommende kirkefolk og missionærer. De så vendernes ritualer gennem kristne briller, og gengav et forvrænget billede af det, de mente var afgudsdyrkelse.

Kilderne fortæller om templer og helligsteder, hvor venderne holdt religiøse fester og grusomme menneskeofringer. Det gik blandt andet ud over en kristen missionær, som fik hugget hoved, hænder og fødder af. Hans hoved satte slaverne på et spyd og ofrede det til deres gud Radegast som en sejrsgave. Arkæologer har udgravet, hvad de tolker som afgrænsede helligsteder og regulære templer med rester af ofrede dyr og enkelte menneskeknogler.

Venderne troede ifølge overleveringerne på mere end en gud, men de havde ikke en gudeverden som vikingernes med et utal af guder i Asgård, og de havde ingen fælles almægtig gud som deres kristne naboer. Der var to hovedguder, som stod for det gode og for ulykke. Der var til gengæld mange lokale guder, som blev tilbedt blandt de vendiske stammer. De fleste var mandlige, og et fællestræk ved nogle af guderne var, at de havde flere hoveder. Her kan vi godt tro beskrivelserne, da der findes arkæologiske fund af gudestatuer og amuletter, som forestiller et menneske med flere hoveder.

En sådan mangehovedet gud var Svantevit, som stod i vendernes træbyggede tempel i Arkona på Rügen. Saxo fortæller, at håret var velplejet, og guden var udstyret med et sværd og holdt et drikkehorn i hænderne. Netop drikkehorn, som også er den sicilianske barnehelgen Skt. Vitus’ kendemærke, havde en særlig status i religionen, da de omtales i flere kilder og er gengivet på gudeamuletter.

Mission og kirke

Kong Harald Blåtand, der selv var gift med den slaviske prinsesse Tove, praler omkring år 965 på den store Jellingsten med, at han gjorde Danmark til et kristent land. I virkeligheden havde kristendommen stille og roligt bredt sig i Danmark i lang tid, inden Harald skrev Danmarks officielle dåbsattest på Jellingstenen.

Omkring år 1000 var Danmark kristnet. Også Lolland og Falster. Det samme var de slaviske folk i Polen. Anderledes var det i vendernes områder i det nuværende Holsten og Mecklenburg-Vorpommern, hvor missionen havde meget svært ved at slå rod.

Her forsøgte missionærer fra ærkebispedømmet i Hamborg og Bremen at udbrede kristendommen uden den store succes. Til tider fik missionen dog etableret sig. I år 968 oprettede ærkebiskop Adalbert af Hamborg-Bremen et bispedømme i Oldenburg i Holsten. Det var dengang en slavisk bebyggelse, som lå ved borgen Starigard syd for Femern. Men venderne gjorde oprør. De indtog og ødelagde bispesædet.

De danske og saksiske kongers ønske om at kristne de slaviske folk hang sammen med magtpolitiske ambitioner. Sakserne ville kolonisere, mens danerne ønskede at opnå overherredømmet. De ville underlægge sig nye områder med magt og skaffe sig adgang til markeder omkring Østersøen. Med korset forrest indledte Valdemar den Første af Danmark og biskop Absalon i 1169 et felttog mod venderne, der havde karakter af et korstog. Formålet var ifølge Saxo Grammaticus at erobre vendernes hovedsæde på Arkona, der lå på øen Rügen, ødelægge deres tempel for guden Svantevit og endelig kristne dem. Korstoget lykkedes, og det har fået ikonisk status i Danmarkshistorien som felttoget, der kristnede venderne. Med erobringen af Arkona fik kristendommen fodfæste, og med udgangen af 1100-tallet var vendernes oprindelige religion og tro erstattet af kristendommen.

Ansgar, den første missionær

Det var den tyske munk Ansgar fra Korvej-klostret ved Weser-floden, som i 826 foretog den første officielt beskrevne større missionsrejse til Skandinavien. Han fik den danske og svenske konges tilladelse til at rejse kirker i Ribe og Hedeby samt Birka i Sverige. I 834 blev Ansgar ærkebiskop for det nyoprettede ærkebispedømme i Hamborg ved Elben. Han fortsatte efter pavelig anmodning missionsvirksomheden i de tilgrænsende slaviske områder. Missionen fik i første omgang ikke tilstrækkelig gennemslagskraft hverken hos skandinaverne eller kystslaverne. I 845 blev Hamborg ved Elben overfaldet af vikinger, hvorefter Ansgar og det saksiske ærkebispesæde flyttede til Bremen. Samme år blev også den kristne mission i Birka fordrevet. Ansgar fik dog den svenske konges tilladelse til på ny at etablere kirke i Birka.

Den tyske mission hos danskerne og venderne forudsatte naturligvis, at missionærerne kunne tale dansk henholdsvis slavisk. Det fortælles, at Ansgar på trællemarkederne købte danske og vendiske drenge, som han gav en kristen opdragelse, så de senere kunne vende tilbage og missionere og udbrede det kristne budskab på et sprog, de danske og slaviske folk kunne forstå.

Blodig modstand mod mission

Missionsvirksomheden fra Hamborg og Bremen fortsatte efter Ansgars død målrettet mod såvel slaverne ved Østersøkysten som skandinaverne. I 962 var sakserkongen Otto den Første blevet kronet til kejser over hele det tysk-romerske rige, og han grundlagde et nyt ærkebispesæde i Magdeburg, der skulle missionere i det slaviske område.

I 967 gjorde vagrierne oprør inden for Abodritforbundet mod fyrst Mistivoi. Kirken i Oldenburg i Holsten blev ødelagt, og en hedensk helligdom indstiftet i stedet. Opstanden blev hurtigt slået ned med tysk hjælp og under Mistivoi, som var svigerfar til Harald Blåtand, oprettedes i 968 et regulært bispedømme i Oldenburg. Men slaverne gjorde oprør flere gange. De indtog og ødelagde bispesæderne i Brandenborg, Havelberg og Oldenburg.

Gottskalk blev i 1043 abodritternes leder. Han grundlagde igen et større kristent rige med kirker og klostre i tilknytning til bispesædet i Hamborg-Bremen. Missionen rettet mod abodritterne lykkedes til en vis grad, fra tid til anden i samarbejde med den slaviske nakonideslægt. I 1066 gjorde abodritterne og levtiterne endnu engang oprør mod missionen og mod deres leder Gottskalk. De dræbte ham, og biskoppen, Johan af Mecklenborg, blev direkte ofret til den slaviske gud Radegast.

De døde og efterlivet

De ikke-kristne vendere kremerede eller begravede deres døde ubrændt under flad mark eller under lave høje. Få fik gravgaver med, men dem, der fik, havde dragter, smykker og våben med sig i graven.

Hos de ikke-kristne skandinaver i vikingetiden blev de døde gravlagt på mange forskellige måder. De blev enten brændt eller begravet i mere eller mindre veludstyrede kister. Nogle fik en større eller mindre høj rejst over graven. I de fornemste grave var der ligefrem indrettet et kammer som en regulær stue til den døde, som kunne være gravlagt i en vognfading eller i et regulært vikingeskib.

I de kristne vendiske og skandinaviske områder var gravskikken anderledes. De døde kom i graven uden gravgaver. Nogle bar fingerringe, eller de fik deres værdighedstegn med såsom en bisp, der fik sin bispestav med. Den døde lå på ryggen med hovedet i vest, så de ved opstandelsen kunne rejse sig op og skue Herrens komme fra øst. De døde blev begravet i indviet jord, som oftest rundt om kirkebygningen.