Særarrangement: Jul på slottet

Dame i historisk dragt tænder juletræ

Kom til jul på herregården, som på H. C. Andersens tid!

Vi skruer tiden tilbage til midten af 1800-tallet – dengang, hvor julen som vi kender den i dag, for alvor begyndte at tage form. Det var på dette tidspunkt, at juletræet med al sin pynt kom ind i stuen og vi begyndte at give hinanden gaver. Det var her, at julemaden ændrede sig fra klipfisk og byggrød til sovs og steg. Og det var her, at gårdnissen ændrede sig fra en ondskabsfuld helårsbeboer til en hyggelig og børnevenlig julebebuder.

Oplev Pederstrup smukt pyntet op til jul som i de gode gamle dage. Mens vinterens dunkle halvmørke sænker sig uden for, breder duften af juleknas sig og de levende lys stråler i stuerne som er pyntet med gran, guirlander, bånd og røde æbler.

Mød den gamle grevinde, der fortæller om julens traditioner eller hør den søde bedstemor læse gamle, hyggelige julehistorier højt. Måske du også kan finde herregårdens egen vaskeægte julenisse, der er fyldt med spilopper og gode nissehistorier!

I Havesalen kan du beundre det store juletræ, som det stod da grev Ferdinand og hans unge, smukke kone Benedicte i 1860 holdt deres første julefest på herregården som ægtefolk. Vær med til at danse om juletræet og synge julens smukke sange og salmer.

Juletonerne blander sig med duften af frisklavede julelækkerier, og i Kongesalen kan du nyde et skønt glas punch, æblegløgg, æbleskiver, norske klejner og skønne julekager. Gå heller ikke glip af husjomfruen i herregårdskøkkenet, hvor gåsestegen steger i det gamle brændekomfur og julekagerne sirligt pyntes.

Slut dagen af med en hestevognstur i parkens smukke vinterlandskab – vi garanterer, at du kommer i julestemning!

 

Bemærk venligst: Medmindre andet er angivet, vil arrangementet foregå på dansk.

Fra

23. november 2024

til

24. november 2024
11:00

17:00

REVENTLOW-MUSEET

Pederstrupvej 124

4943 Torrig L.

Alm. entré

Voksne:

90 kr.

Børn u/18 år:

Gratis

Reventlow-Museet Pederstrup

ANDRE ARRANGEMENTER OG UDSTILLINGER

Søgning

Note: Danish only