Herregård og landskab
Udstilling i ridehuset
Lolland er et herregårdsland. Når man bevæger sig rundt i landskabet, er skovene, kanalerne, de store marker og de prægtige hoved- og avlsbygninger markante i landskabet. Men herregårdene er også drivkræfter inden for udvikling af landbrug, bæredygtighed og nytænkning – og har altid været det.
I udstillingen Herregård og Landskab Lolland fortælles om herregårdenes rolle historisk og i dag og om de spor, herregårdene har efterladt i landskabet.
Med udgangspunkt i 6 udvalgte af de henved 45 lollandske herregårde møder du i udstillingen individuelle fortællinger om ejere og bygninger. Det er historien om et herskabeligt liv, om skiftende landbrugsproduktioner, om hvordan det er lykkedes at skabe nyt liv i gamle bygninger.
Udstillingen er blevet til i et samarbejde mellem Lolland Kommune, Realdania og Museum Lolland-Falster under partnerskabsprojektet MULIGHEDERNES LAND.
Adgangsforholdene er støttet af Bevica Fonden.
![Ridehuset på Reventlow-museet pederstrup](https://museumlollandfalster.dk/wp-content/uploads/2021/03/130-Ridehus-2-1024x648.jpg)
![Udstillingen Herregård og Landskab](https://museumlollandfalster.dk/wp-content/uploads/2021/03/Reventlow90-1024x683.jpg)