LOLA - Fortællingen

Stenalderkvinden Lola havde mørk hud og blå øjne

Det hænder, at små undseelige arkæologiske fund rummer den største fortælling. Dette er historien om, hvordan en næsten 6000 år gammel klump tyggegummi af birkebeg rummer DNA fra den kvinde, som gumlede på tyggegummiet.
For første gang i historien har forskere udtrukket et komplet DNA genom fra et menneske, som levede da landbruget kom til det område, vi i dag kalder Danmark, og hvis forfædre var de jæger-samlere, som havde boet der i årtusinder.
Det kan allerede afsløres, at Lola, som vi kalder hende, var en pige eller en kvinde, som så meget anderledes ud, end vi gør i dag. Meget tyder på, at hun var mørk i huden, havde blå øjne, og mørkebrunt hår. I tyggegummiet var også DNA fra det seneste måltid hun havde spist.
Fortællingen bygger på samtaler med assistant professor Dr. Hannes Schroeder og Ph.D Theis Trolle Jensen fra Sektion for Evolutionary Genomics på Biologisk Institut ved Københavns Universitet samt ph.d. Søren Anker Sørensen fra Museum Lolland-Falster. De har netop har publiceret deres resultater i det internationale videnskabelige Nature Communications.

Stenalderpigen LOLA

Rekonstruktionstegning: Tom Björklund.

Tyggegummi manede Lola frem

Engang i Stenalderen sad Lola ved en strandbred og tyggede på en klump birkebeg. Vi skal næsten 6000 år tilbage i tiden; en kulstof 14 datering af begklumpen afslører, at det skete i tidsrummet mellem 3850 og 3650 før vor tidsregning. Selv om dateringens usikkerhedsmargin er næsten 200 år, så er den ret afgørende, men mere om det senere.

Begklump

Begklump


Bag hende strakte et fladt skovklædt landskab sig; vi kender det i dag det Lolland. Foran hende, så langt øjet rakte, lå en lavvandet lagune. Den hedder i dag Syltholm Fjord og ligger øst for Rødbyhavn.
Kvinden havde lige spist kødet fra et par gråænder, nogle ål og en håndfuld hasselnødder. Nu var hun mæt og gav sig til at tygge på et stykke tyggegummi af birkebeg. Efter et stykke tid spyttede hun det ud i vandet.
En dag i 2015 dukkede den lille klump beg op i en arkæologisk udgravning. Det var arkæologer fra Museum Lolland-Falster, der fandt den. De gravede i den nu inddæmmede Syltholm Fjord forud for det tunnelanlæg, som skal forbinde Danmark og Tyskland, og som skærer gennem fjorden.
Mere end 5700 år var gået, siden den forlod kvindens mund. Hun var for længst død og borte, men alligevel bragte begklumpen på en måde kvinden til live igen.
Det var Theis Trolle Jensen, som mente, at den lille klump beg kunne indeholde rester af DNA. Han deltog i den arkæologiske udgravning og kendte til lignende klumper fundet i Sverige. De er fremstillet af tjære udvundet af birkebark, og de er slet ikke så sjældne. Den gråsorte birkebeg bliver flydende, når den varmes op og størkner kort efter, dette blev i stenalderen brugt som lim til at fæstne blandt andet pilespidser på pileskafter. Men har altså også været brugt til at tygge på. Der er ingen tandmærker i klumpen, men den er foldet og snoet på samme måde som et gennemgnasket stykke tyggegummi. Noget der sikkert har renset tænderne, men også virket som et mildt antiseptisk middel.

Et 6000-årigt mundskrab

Måske tyggede Lola på klumpen for at gøre den blød og smidig og samtidig rense munden. Tjæren i begklumpen dræber nemlig bakterier og netop den egenskab var med til at bevare DNA fra hendes spyt, i klumpen. Hvordan det smagte ved vi ikke, men nogen hævder, at det smager ligesom skråtobak. 

Helt sensationelt lykkedes det forskerne at udvinde et intakt menneske genom og bevise, at man ikke behøver knogler, negle eller hud fra forhistoriske mennesker for at udvinde deres DNA – en lille klump beg rækker.