Herregård og landskab
Udstilling i ridehuset
Lolland er et herregårdsland. Når man bevæger sig rundt i landskabet, er skovene, kanalerne, de store marker og de prægtige hoved- og avlsbygninger markante i landskabet. Men herregårdene er også drivkræfter inden for udvikling af landbrug, bæredygtighed og nytænkning – og har altid været det.
I udstillingen Herregård og Landskab Lolland fortælles om herregårdenes rolle historisk og i dag og om de spor, herregårdene har efterladt i landskabet.
Med udgangspunkt i 6 udvalgte af de henved 45 lollandske herregårde møder du i udstillingen individuelle fortællinger om ejere og bygninger. Det er historien om et herskabeligt liv, om skiftende landbrugsproduktioner, om hvordan det er lykkedes at skabe nyt liv i gamle bygninger.
Udstillingen er blevet til i et samarbejde mellem Lolland Kommune, Realdania og Museum Lolland-Falster under partnerskabsprojektet MULIGHEDERNES LAND.
Adgangsforholdene er støttet af Bevica Fonden.

