Jord- og stendiger
Kulturarv og forvaltning menu
Beskyttede jord- og stendiger
De beskyttede diger er menneskeskabte volde opført af sten, jord, tørv, tang eller lignende materialer.
Digerne fortæller en 2.000 år lang historie om organiseringen af landskabet i form af bl.a. ejendoms- og markskel, dyrefolde og sognegrænser – og så er de i øvrigt vigtige levesteder og passager for mange spændende planter og dyr.
Digerne giver landskabet på Lolland og Falster karakter. Omkring herregårdene findes de store markante stendiger, og rundt omkring i landskabet findes resterne af de ældste jorddiger fra middelalderen eller før. Deres bugtede forløb står i kontrast til de yngre og ofte snorlige diger fra udskiftningen omkring år 1800 eller senere.
Hvilke diger er beskyttede?
- Stendiger
- Offentligt ejede diger
- Diger på eller omkring beskyttede naturtyper (overdrev, enge og moser)
- Diger angivet med digesignatur på det senest reviderede 4 cm kort
er alle beskyttede af museumsloven.
Hvad betyder beskyttelsen?
Man må ikke foretage ændringer, lave gennemkørsler eller lignende i et beskyttet dige.
Der er dog mulighed for, at kommunerne i særlige tilfælde kan give dispensation til ændringer af et dige.
Du kan se, hvor der er registrerede diger på arealinfo. Vær opmærksom på, at registreringen kun er vejledende, og at der kan være beskyttede diger, som ikke er blevet registreret endnu. Kontakt din kommune, hvis du er i tvivl.
Du kan læse mere om digernes historie, digetyper, beskyttelse og pleje i Slots- og Kulturstyrelsens Vejledning om sten- og jorddiger.